I sundhedsundervisningen på ungdomsuddannelser og i voksenundervisningen er der en tendens til at fokusere på de emner, der føles trygge at tage op i et klasselokale, som kost, motion og generel trivsel. Mange emner inden for mænds sundhed bliver derimod ofte forbigået, fordi de opleves som for private eller ligefrem pinlige at bringe op foran andre. Et eksempel er emner som prostatamassage, hvad det er
, og hvornår det overhovedet bliver relevant at kende til, hvilket sjældent bliver berørt, selvom det er relevant for mange, især med alderen.
Hvorfor tabuer opstår i undervisningen
Undervisere står ofte i et dilemma, hvor de gerne vil dække et emne bredt, men samtidig er bange for at skabe utryghed eller pinlige situationer i klassen. Det gælder særligt emner, der involverer kroppen på en mere intim måde, hvor både elever og undervisere kan føle sig usikre på, hvordan samtalen skal gribes an. Resultatet bliver ofte, at emnerne enten helt udelades eller kun berøres meget overfladisk.
Konsekvenserne af manglende viden
Når visse emner systematisk undgås i undervisningen, ender mange unge og voksne med at søge information andre steder, hvor kvaliteten og pålideligheden varierer meget. Det kan føre til, at myter og fejlinformation får lov til at stå uimodsagt i lang tid, fordi der aldrig er blevet skabt et rum, hvor man kunne stille de spørgsmål, man egentlig sidder med. Det gælder ikke mindst emner relateret til mænds seksuelle og reproduktive sundhed.
Forskellen mellem drenge og pigers undervisning
Der er ofte en skævhed i, hvor meget tid og hvor mange ressourcer der bruges på henholdsvis piger og drenges specifikke sundhedsemner i undervisningen. Mens menstruation og kvindesundhed generelt får mere plads, end det gjorde tidligere, halter emner relateret specifikt til mænds krop og sundhed stadig bagefter mange steder. Det skaber en ubalance, som først for alvor bliver synlig, når man ser på, hvor lidt viden mange unge mænd reelt har om deres egen krop, når de forlader uddannelsessystemet.
Hvordan man kan åbne emnerne op
Erfaringer fra undervisere, der har haft succes med at tage svære emner op, peger på, at en faktabaseret og rolig tilgang virker bedst. Når emnet præsenteres som almindelig biologi og sundhed frem for noget flovt eller unormalt, sænker det som regel elevernes berøringsangst betydeligt. Det handler om at normalisere samtalen, ikke om at gøre den til noget stort og alvorligt.
Digitale ressourcer som supplement
Mange undervisere begynder at bruge eksterne, kvalitetssikrede kilder som supplement til den mundtlige undervisning, netop fordi det giver eleverne mulighed for selv at læse videre i deres eget tempo, uden at skulle stille spørgsmål højt i klassen. Det kan sænke tærsklen betydeligt for elever, der ellers ville have undgået emnet helt. Den slags ressourcer bliver derfor et vigtigt supplement, ikke en erstatning, for den direkte undervisning.
Vejen mod en mere åben sundhedsundervisning
Der er en langsom, men tydelig bevægelse mod en mere åben tilgang til mænds sundhed i undervisningssammenhænge, drevet både af elevers efterspørgsel og af undervisere, der selv efterlyser bedre materiale. Jo tidligere denne form for viden formidles, jo bedre rustet er den enkelte til at træffe informerede valg om egen krop senere i livet. Det er en investering, der rækker langt ud over selve skoleårene.
Flere skoler har allerede taget skridt i den retning ved at invitere eksterne foredragsholdere med en sundhedsfaglig baggrund ind i undervisningen, hvor de kan svare på spørgsmål i et mere afslappet og anonymt format. Erfaringerne herfra tyder på, at eleverne rent faktisk har en stor interesse for emnerne, når først rammen føles tryg nok. Det peger i retning af, at problemet sjældent har været manglende nysgerrighed hos de unge selv, men snarere manglende rum til at udforske den.